29 november 2004

Måske der er andre end mig, der synes, at dette er intet mindre end en formidabel god idé?
www.cafe-retro.dk. Det ser lovende ud!

Update: 19. december 2004: Nu har jeg været der, og det var rigtig hyggeligt. Snakkede med en af initiativtagerne, der sagde, at de ville starte nogle "eksistentielle debatter" efter nytår... Lyder spændende - glæder mig :-)

28 november 2004

Jeg har altid en helt særlig forventning, når jeg investerer i en ny U2-plade. Jeg har fulgt bandet mere eller mindre tæt i de sidste 10 år, og når de endelig tager sig sammen til at udgive en ny plade, plejer det at være lidt af et højdepunkt, hvad enten det er godt eller skidt. Husker, da jeg i 97 købte Pop-albummet og den første skuffelse og undren over, at drengene fra Dublin havde bevæget sig længere ud i et elektronisk, og for dem i virkeligheden, usikkert og fremmed musikalsk terræn. Husker imidlertid også, hvordan albummet efterhånden voksede og blev en af deres allerstørste udgivelser, da jeg hørte numrene live. Nummeret Wake Up Dead Man kunne jeg, hvis jeg da overhovedet havde haft en promilledel af deres evner og talent, selv have skrevet.
Tre år senere var det imidlertid som om, de pludselig fortrød deres 90´er eksperimenter. Muligvis fordi de var bange for ikke længere at blive kaldt "verdens største rockband". Deres Popmart-show var blevet kritiseret sønder og sammen i medierne, og på et tidspunkt virkede det som om, de selv var enige i kritikken.
Under alle omstændigheder vendte de uelegant 180 grader og udgav det mest slappe og intetsigende album nogensinde: All That You Can´t Leave Behind. Bagstræberisk vendte de tilbage til den umiskendelige 80'er lyd og opgav ethvert forsøg på nytænkning. Drønærgerligt. Men medierne og de fleste fans elskede det. U2 er tilbage! Vel var de ej. De døde mere eller mindre på den plade. Både musikalsk og tekstmæssigt. "Peace On Earth" - Come on!. Til gengæld livede numrene en del op på den efterfølgende turné. Men helt det samme blev det aldrig. Nu var de ikke mainstream, fordi de var fede. Nu var de bare mainstream. Mine forventninger var derfor i modsætning til tidligere udgivelser lig nul, da de udgav "How To Dismantle an Atomic Bomb". Og mine negative forvetninger blev mere eller mindre bekræftet. Vist byder albummet på fede numre som Sometimes You Can't Make It On Your Own, Love and Peace Or Else eller Original of the Species. Men originalt er det ikke. Til gengæld har U2 formået at brande sig selv så afsindigt godt op til udgivelsen, at albummet formentlig bliver en kæmpe kommerciel succes. De har altid været succesfulde, men aldrig for successens egen skyld. Men ting forandrer sig jo.
Hvis jeg i ren kedsomhed surfer nettet og falder over en side, hvor man kan vinde et eller andet, plejer jeg at tilmelde mig. Bare for sjov - og hvis nu. Jeg tilmelder mig faktisk så mange konkurrencer, at jeg ikke kan huske, hvad jeg har tilmeldt mig.
En sur, regnvåd fredag morgen åbner jeg derfor min postkasse med den sædvanlige forventning om at finde Kristeligt Dagblad og de uundgåelige Netto-reklamer (Hvorfor bliver "Reklamer - Nej tak" - skiltet altid nærmest trodsigt ignoreret?). Og selvfølgelig intet andet, for vinde gør jeg sjældent, okay aldrig. Men denne fredag lå der også en kuvert med en CD i. Nick Cave's Abattoir Blues. Uden afsender. Jeg kunne simpelthen ikke komme i tanke om, hvorfor jeg skulle have den CD. Men glad blev jeg. Det reddede faktisk en ellers triviel fredag. Jeg kendte kun ganske lidt til Nick Cave i forvejen. Havde en svag erindring om, at han vist nok havde udgivet et album, der hed "Murder Ballads" og vist nok også havde lavet et nummer, der hed "Where The Wild Flowers Grow" eller noget i den stil. Men det var mange år siden. Vist nok fra den tid, hvor jeg stadig havde en nogenlunde fornemmelse af, hvad der rørte sig på hitlisterne (Det har jeg slet ikke længere - vist nok det første men også temmelig endegyldige tegn på, at man ikke er helt ung længere).
Nu har jeg lyttet til albummet i de sidste par uger. Det er en dyster, melankolsk men insterende og smuk plade. Jeg ved ikke, hvad den mand har oplevet i sin barndom, men det er nok ikke lutter gode ting. Men i modsætning til mange af Radioheads plader, der som oftest gør mig lidt ond i sulet, har Nick Cave en eller anden underliggende optimisme, der gør, at man også har lyst til at lytte til pladen, når man har en af sine gode dage. Jeg er endnu ikke nået til bunds i teksterne, men indtil videre tyder de også på en desillusioneret, men samtidig forventningsfuld spiritualitet. De har en vidunderlig kant og det nødvendige "dét", som kun så ganske få kunstnere mestrer til fulde.