28 juni 2006

Sommerferie!
Yeah, nu har jeg endelig sommerferie!! Så nu venter Italien, noget så sjældent som skønlitterære bøger, sommerhus og masser, dynger, have, oceaner af afslapning :-D ... Gik i øvrigt arbejdsløs i ca. 3 timer, inden jeg fik en midlertidig ansættelse fra 1. aug. til 1. feb.! Dejligt!

Men når nu sommerferien venter forude, har jeg jo nærmest også sagt, at min blog nok kommer til at ligge lidt på den lade ende. Men hvad, mine kære to læsere (Her tænker jeg nok særligt på Merete og Mikael ;-)), I må jo også bare få jer et liv :-)

26 juni 2006

Kommerciel hvalfangst genoptaget
Det er jo fantastisk, at det åbenbart aldrig er muligt at lære af historien, og at den internationale hvalfangstkommission, IWC, imod al dokumentation og sund fornuft nu genoptager den kommercielle hvalfangst. De store bardehvaler er i forvejen påvirket af forurening, global opvarmning og minsandten, om de nu ikke igen bliver udsat for hvalfangst - fuldstændig hul i hovedet taget de ustabile hvalbestande i betragtning...
(Og igen kan man kun sige: Stop jorden, jeg vil af...)

24 juni 2006

Pudsigt påfund...
Har lige omregnet mit studentereksamensbevis efter den nye karakterskala ... Mit snit ville falde med hele 0,8, fordi mange 9-taller laves om til "7". Har en teori om, at der går stærk inflation i brugen af de nye ti-taller, fordi der er hele tre karakterer ned til den næste karakter syv. Og så er karakterskalaen jo alligevel ubrugelig ... Godt, at jeg blev færdig, før verden gik af lave ... :-)
Og nej, dette er da slet ikke et ligegyldigt indlæg ...







I dag er det Meretes fødselsdag...
Håber, du får en god dag! Glæder mig, til vi ses!

Knus

23 juni 2006

Bompenge
Her er en del af dokumentationen for, at det højst sandsynligt kan betale sig for Kbh at kopiere de stockholmske forsøg med bompenge:

"Efter et halvt år med bompenge i Stockholm kan man nu se og mærke nogle af de første effekter.

- Trafikken til og fra Stockholm er faldet med ca. 22 procent
- Udslippet af CO2 er faldet med 14 procent i Stockholms indre by
- Partikeludslippet er faldet med 10 procent

Forsøget med bompenge i Stockholm løber indtil 31. juli. Derefter er det op til stockholmerne at bestemme bompengenes fremtid ved en folkeafstemning".

Hentet fra Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondams hjemmeside d. 22. juni

21 juni 2006

Foran alteret...
Jeg deltager i en meditationsgruppe, der mødes hver 14. dag, og i dag sluttede vi af med at meditere/bede foran alteret i en kirke. Det gippede lidt i mig, da jeg satte mig ned - man har jo set et alter tusind gange og knælet ved det masser af gange men at sidde på en stol i længere tid foran et alter i en tom kirke og bede/orientere sig mod Kristus - det var virkelig en stærk oplevelse. Eller "oplevelse", det lyder sådan lidt fattigt. Det minder mig måske snarere om dengang, hvor jeg til en begravelse pludselig oplevede den menneskelige "nøgenhed". Da præsten kastede jord ned på kisten og citerede bibelverset (kan det ikke ordret): "Man tager ikke noget med sig ind i verden, og man tager ikke noget med sig ud af verden". På det tidspunkt oplevede/fornemmede/erfarede jeg kun Gud og mennesket. Ofte kan man tænke over det rent teoretisk, men der oplevede jeg det - nærmest fysisk. Der var ikke noget mellem Gud og mennesker, og mennesket var ikke andet, end hvad det var i kraft af Gud. Intet andet. Ingen prestige, ingen stillinger, ingenting i menneskelig henseende - men alting i åndelig henseende. Samme "oplevelse" havde jeg inde i kirken her til aften. Der var kun os fem mennesker foran alteret - og Gud. Intet andet. Ingen ydre stimuli, ingen magt, status osv. Det gippede i mig, fordi jeg på den ene side fyldtes med en masse ærefrygt, og på den anden side oplevede en enorm befrielse - og fred.
Er det ikke ved at være lang tid siden...
der er begået så god satire som Bertelsen, der nu bliver genudsendt (for 3.?, 4?) gang på DR.. Eller måske er hele "Klovn"/"Dolph"-bølgen bare røget hen over hovedet på mig? (Ja, ja, jeg ved godt, jeg har truet et par stykker (Danske Bank m.m.) - og fuldt berettiget i øvrigt - med at få besøg af Dolph, men jeg har kun set et enkelt program med den blå mega-flab)
Føj for pokker!
Den regering skal væltes NU!
Godt gået, elever!
Hvor er man dog egentlig blevet fodret med mange løgne gennem skoletiden, og, må jeg indrømme, jeg var nok så naiv, at jeg hoppede på nogle af dem: "Tysk er et virkeligt vigtigt sprog at lære - vi eksporterer jo meget til Tyskland". Det resulterede så i seks års ubrugelig og langsommelig undervisning i tysk. Og nej, jeg kan stadigvæk ikke sproget. Det har aldrig sagt mig noget, og jeg kan kun læse og forstå det i dag - men ikke rigtig tale det. Men så må jeg jo more mig med at læse alle motorvejsskilte, når jeg engang kommer til Tyskland. Jeg har ikke engang været der endnu, i Tyskland altså - kun lige været over grænsen for at handle i Duborg. I dag ærgrer jeg mig til gengæld gul og blå over, at jeg ikke i stedet læste fransk eller italiensk - de sprog er i øvrigt også til at holde ud at høre på. Så derfor bliver jeg helt varm om hjertet, når jeg læser dette. Godt gået, elever! I skal ikke bruge det til noget! Tysk er et ubrugeligt sprog (selvom vi eksporterer meget til Tyskland). Jeres karakterer betyder i øvrigt heller ikke noget, og da slet ikke i folkeskolen, så skid højt og flot på det latterlige sprog! (Det skulle jeg have gjort til at begynde med).

20 juni 2006

Det kunne man godt tænke lidt over...
Hvorfor opstiller følgende parti dog ikke i Danmark?

Jeg ville være den første til at sætte mit kryds ved liste X eller hvilket bogstav, partiet nu fik tildelt..

(Partiet, der opstiller i British Colombia, er dannet i kølvandet på den nye "slow"-bevægelse - læs mere om det her)

15 juni 2006

#9...
"Du er mellem 25-33 år gammel og bor i Jylland (eller har planer om at flytte hertil). Du er en kristen! Har ingen børn men vil gerne have børn. Om du kommer fra en kristen familie eller ej, det betyder ikke noget. Du lytter ikke til heavy musik og går ikke op i stjernetegn (astrologi), har ingen tatoveringer og dyrker ej heller ikke kampsport eller yoga og sidst men ikke mindst så er du ikke ryger! Hvis du findes så glæder jeg mig til at høre fra dig".

Jeg flytter ikke til Jylland, sååå...

14 juni 2006

Man har været single lidt for længe...
- Når man får en boremaskine i eksamensgave (og nej, jeg har stadigvæk ikke den ringeste idé om, hvordan man tænder den)
- Når piger to år yngre end en selv planlægger barn nr. to ... eller tre.
- Når man bevidst sørger for at holde sin næste fødselsdag i udlandet og dermed slipper for tante Elses spørgende blikke...
- Når der ikke længere bliver talt om emnet i familien, mens ens far sender en det blik (og i øvrigt også - har jeg hørt - tager en med i sin aftenbøn)
- Når ens søstre begynder at opkøbe ens barndoms-legetøj med begrundelsen om, at "det nok ikke ligger lige for", at man selv får brug for det...
- Når man sletter sin profil på en datingside, fordi man synes, den har ligget der pinligt længe... og i øvrigt straks efter skriver en ny.
- Når man i øvrigt er blevet så ligeglad, at man nedlader sig selv til at skrive om emnet på sin blog :-)

09 juni 2006

En lille historie fra det virkelig liv...
Kommer ind i butikken med en ekstra kopi af det speciale, der blev trykt dagen før...

Mig: Hej - jeg ville lige høre: Vi fik trykt 6 kopier af dette speciale i går her men opdagede, at der var byttet om på forord og resumé i den endelige trykning. Jeg ville høre, om der var mulighed for at få nogle af pengene (677 kr) tilbage? (viser ham fejlen i det trykte speciale)

Manden: Det gør vi ikke. Maskinen kan ikke lave lave en fejl. Det må være jer, der ikke har tjekket det ordentligt igennem, inden I afleverede det.

Mig: Nej, specialet har den rigtige rækkefølge i pdf-filen.

Manden: Det kan ikke passe (vender ryggen til og begynder at gå i gang med noget andet).

Mig (nu med en stemme, der sitrer en anelse): Jeg har pdf-filen liggende på nettet - må jeg lige vise dig det?

Manden: (stadig beskæftiget med noget andet og slår ud med armen): Det må du da godt.

Mens jeg henter filen ned fra nettet, lyder det fra manden: Det kan ikke passe, at vi skal bøde for de fejl, I laver, fordi I ikke kigger det ordentligt igennem.

Jeg har nu hentet filen og viser ham pdf´en, hvor siderne selvfølgelig er i den rigtige rækkefølge. Han kigger i et stykke tid på det, går væk igen og peger på kopimaskinen - nu med hævet stemme: Vil du virkelig påstå, at den skulle have printet to sider ud i en anden rækkefølge? Skulle der pludselig hoppe 2 sider rundt?

På dette tidspunkt er jeg lettere rystet over hans reaktion og over, at han ikke vil indrømme den fejl, de har begået. Jeg når derfor ikke at sige, at fejlen kunne være sket, mens de manuelt lavede huller i kopierne og satte "ryg på".

Mig: Jeg ved ikke, hvad der er sket - jeg ved kun, at jeg gav jer en pdf-fil, hvor siderne lå i den rigtige rækkefølge.

Manden: (Ændrer nu forklaring) Så burde I have kigget det [i alt 900 sider red.] igennem, da I fik det udleveret. Så kunne vi have ændret det med det samme. Det her vil jeg ikke tage på min kappe.

Jeg kan nu mærke, at der er ikke mere at gøre og forlader nu butikken med ordene (i et almindeligt toneleje): Jeg kan så love, at jeg skal gøre alt, hvad der er i min magt for at andre RUC´ere ikke kommer til at bruge jer.

Manden: Det er bare ærgerligt...

Sagen er for lille til at komme for Forbrugerklagenævnet, så det eneste jeg vel reelt kan gøre, det er at foreslå jer et sted, hvor I IKKE skal få trykt jeres ting:

Actum Kopi & Tryk
Vesterbrogade 113

1620 København V

07 juni 2006

Jaaaa.... :-)
Ikke dårligt at aflevere i morgen!

Ved nærmere eftertanke...
Måske jeg aldrig skulle have skrevet det alligevel. Så kunne det være, jeg var sluppet med en nemmere løsning..

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2006/06/07/062837.htm
I morgen...
I morgen ryger specialet så i trykken - kun godt og vel halvanden måned forsinket (hvis vi altså ser bort fra den første utopiske deadline d. 1. april - hvilket jo i sagens natur nok havde været en god idé)... Men ahhh, det er færdigt :-)

03 juni 2006

Øhhh...
Er jeg den eneste, der synes, det er topmålet af dumhed at starte en nedtælling, man ikke gør færdig?

P.S. Onsdag er Store-Speciale-Afleverings-Dag... Og lad os SÅ komme videre med vores liv!