Hvis jeg i ren kedsomhed surfer nettet og falder over en side, hvor man kan vinde et eller andet, plejer jeg at tilmelde mig. Bare for sjov - og hvis nu. Jeg tilmelder mig faktisk så mange konkurrencer, at jeg ikke kan huske, hvad jeg har tilmeldt mig.
En sur, regnvåd fredag morgen åbner jeg derfor min postkasse med den sædvanlige forventning om at finde Kristeligt Dagblad og de uundgåelige Netto-reklamer (Hvorfor bliver "Reklamer - Nej tak" - skiltet altid nærmest trodsigt ignoreret?). Og selvfølgelig intet andet, for vinde gør jeg sjældent, okay aldrig. Men denne fredag lå der også en kuvert med en CD i. Nick Cave's Abattoir Blues. Uden afsender. Jeg kunne simpelthen ikke komme i tanke om, hvorfor jeg skulle have den CD. Men glad blev jeg. Det reddede faktisk en ellers triviel fredag. Jeg kendte kun ganske lidt til Nick Cave i forvejen. Havde en svag erindring om, at han vist nok havde udgivet et album, der hed "Murder Ballads" og vist nok også havde lavet et nummer, der hed "Where The Wild Flowers Grow" eller noget i den stil. Men det var mange år siden. Vist nok fra den tid, hvor jeg stadig havde en nogenlunde fornemmelse af, hvad der rørte sig på hitlisterne (Det har jeg slet ikke længere - vist nok det første men også temmelig endegyldige tegn på, at man ikke er helt ung længere).
Nu har jeg lyttet til albummet i de sidste par uger. Det er en dyster, melankolsk men insterende og smuk plade. Jeg ved ikke, hvad den mand har oplevet i sin barndom, men det er nok ikke lutter gode ting. Men i modsætning til mange af Radioheads plader, der som oftest gør mig lidt ond i sulet, har Nick Cave en eller anden underliggende optimisme, der gør, at man også har lyst til at lytte til pladen, når man har en af sine gode dage. Jeg er endnu ikke nået til bunds i teksterne, men indtil videre tyder de også på en desillusioneret, men samtidig forventningsfuld spiritualitet. De har en vidunderlig kant og det nødvendige "dét", som kun så ganske få kunstnere mestrer til fulde.