At være ateist

Nogle gange tænker jeg på, hvad jeg egentlig ville tænke og gøre, hvis jeg var ateist. Hvordan mon det ville føles at stå op om morgenen, hvis dette liv var det eneste meningsfyldte? Hvordan mon det ville være ikke at være ubetinget elsket af en Gud, der er indbegrebet af al kærlighed? Hvordan mon det ville føles at gå ubetinget op i sit Arbejde, Politik, Lejlighed eller Kæreste, fordi det jo nu engang var det eneste, der var? Hvordan mon det ville føles at tænke på døden som noget endeligt?

Svaret er: Jeg ved det virkelig ikke. Jeg tror, jeg ville have en eller anden form for konstant dødsangst. Gå rundt med en følelse af "panik før lukketid", fordi dette liv skulle presses for alt, hvad det overhovedet kunne presses for. Og mere til. Og det hele kunne kun gå for langsomt. Jeg ville virkelig ikke vide, hvad jeg helt konkret skulle gøre af mig selv. Rejse jorden rundt 30-40 gange for at slippe for min rastløshed. Opstarte nye projekter. Føle mig tynget. Ufri. Aldrig få nok. Drikke mig fra sans og samling. Springe ud fra Knippelsbro. Jeg ved det ikke.

Jeg har af og til følt mig forladt af Gud. Også virkelig forladt, hvor Gud bare var en fjern, ligegyldig abstrakt størrelse uden indflydelse på min tilværelse. Det har været de absolut værste perioder i mit liv, hvor jeg var tynget af stor sorg og meningsløshed. Men selv i disse perioder var der alligevel ikke helt mørkt. Der var altid et svagt tusmørke eller svagt daggry, om man vil. Et lillebitte, flimrende men insisterende lys fra opstandelsen, der trængte ned i min bevidsthed. Jeg har altid vidst, Kristus var derude et sted. Selvom jeg umiddelbart ikke kunne høre ham - og han tilsyneladende ikke kunne høre mig.

Når jeg tænker på disse perioder i mit liv, er jeg fuldstændig målløs, når jeg ser og snakker med umiddelbart glade og helt igennem lykkelige ateister. Jeg bliver også nærmest fyldt af en vis ærefrygt og beundring. Det er uden for min fatteevne, hvordan det sådan helt grundlæggende og konkret kan lade sig gøre. At stå op om morgenen. At leve i og af ingenting - eksistentielt set. Hvordan kan man leve med udelukkende at være kastet ud i verden, at være en eksistens, der skal skabe og konstruere en mening helt fra bunden? En mening, der er fuldstændigt afhængig af ens egne, skiftende og usikre evner? Hvordan kan man leve med det ansvar at gøre sig selv eller andre til Gud...?

...