En indrømmelse
... Det her er virkelig svært at få sagt. Jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal formulere det. Da jeg var ret ung, det vil sige, omkring 13-14, var jeg ret vild mest heste. Nej, okay, det er en klar underdrivelse. Jeg var fuldstændigt forgabt i de flotte, men må man sige, temmelig uintelligente væsener. Jeg var faktisk en ... *indånding* ... regulær hesteluder: Jeg havde dynger af klamme Penny-blade, plakater med små, nuttede føl, jeg gik til 4H (Det kender alle landboere til - det står for: Hånd, Hjerte, Hoved og et eller andet fjerde, jeg ikke kan huske - og det bød på alt fra kaninpasning til knallertkørekort) og ikke mindst - jeg passede Tanja hver evigt eneste dag. Tanja var en grå, temmelig uyndig grå, ualmindelig lidt trafikvant pony (jeg gik rundt med skæve brillestel i to-tre år - også af andre kiksede grunde, men det nævner vi ikke her). Men du er vel ikke hesteluder længere, så hvorfor er dette dog en indrømmelse, tænker du (hvis du da overhovedet har en holdning til dette fuldstændigt irrelevante emne). Ja og nej. Nej, fordi jeg med garanti ikke melder mig ind i 4H igen. Bestemt ja, fordi jeg pludselig forleden fik en uimodståelig, nostalgisk trang til at opleve det hele igen. Frosne træer efter flere timers ridning i koldt vintervejr (dengang der var vintre til!), anemoner i skovbunden, strigling, hovrensning - kort sagt rideeventyrene. Hvad gør man så, når man bor i København Nordvest og for længst har solgt sit ridestyr og smidt sit krøllede rideskolekort fra Brøndsted Rideskole ud? Tja, lidt google-søgning bragte mig frem til nogle islandske heste og noget naturridning i Kokkedal (hvordan jeg så lige kommer derud, har jeg ikke lige noget realistisk bud på ... men det skal nu ikke stoppe mig). Så nu glæder jeg mig som et lille barn til igen at dumme mig ud i ridningen, sadle op, ride tølt, spænde gjorden - og alt det andet gejl, som man jo husker alt for godt. En gang hesteluder....