Jeg har altid en helt særlig forventning, når jeg investerer i en ny U2-plade. Jeg har fulgt bandet mere eller mindre tæt i de sidste 10 år, og når de endelig tager sig sammen til at udgive en ny plade, plejer det at være lidt af et højdepunkt, hvad enten det er godt eller skidt. Husker, da jeg i 97 købte Pop-albummet og den første skuffelse og undren over, at drengene fra Dublin havde bevæget sig længere ud i et elektronisk, og for dem i virkeligheden, usikkert og fremmed musikalsk terræn. Husker imidlertid også, hvordan albummet efterhånden voksede og blev en af deres allerstørste udgivelser, da jeg hørte numrene live. Nummeret Wake Up Dead Man kunne jeg, hvis jeg da overhovedet havde haft en promilledel af deres evner og talent, selv have skrevet.
Tre år senere var det imidlertid som om, de pludselig fortrød deres 90´er eksperimenter. Muligvis fordi de var bange for ikke længere at blive kaldt "verdens største rockband". Deres Popmart-show var blevet kritiseret sønder og sammen i medierne, og på et tidspunkt virkede det som om, de selv var enige i kritikken.
Under alle omstændigheder vendte de uelegant 180 grader og udgav det mest slappe og intetsigende album nogensinde: All That You Can´t Leave Behind. Bagstræberisk vendte de tilbage til den umiskendelige 80'er lyd og opgav ethvert forsøg på nytænkning. Drønærgerligt. Men medierne og de fleste fans elskede det. U2 er tilbage! Vel var de ej. De døde mere eller mindre på den plade. Både musikalsk og tekstmæssigt. "Peace On Earth" - Come on!. Til gengæld livede numrene en del op på den efterfølgende turné. Men helt det samme blev det aldrig. Nu var de ikke mainstream, fordi de var fede. Nu var de bare mainstream. Mine forventninger var derfor i modsætning til tidligere udgivelser lig nul, da de udgav "How To Dismantle an Atomic Bomb". Og mine negative forvetninger blev mere eller mindre bekræftet. Vist byder albummet på fede numre som Sometimes You Can't Make It On Your Own, Love and Peace Or Else eller Original of the Species. Men originalt er det ikke. Til gengæld har U2 formået at brande sig selv så afsindigt godt op til udgivelsen, at albummet formentlig bliver en kæmpe kommerciel succes. De har altid været succesfulde, men aldrig for successens egen skyld. Men ting forandrer sig jo.