Det blændende mørke
Jeg har lige læst "Det blændende mørke" af Owe Wikström (1998). Wow. Wikström er religionspsykolog, præst og sjælesørger. Med et fantastisk teologisk og psykologisk indblik introducerer han til den svære "Efterfølgelse", "Helliggørelse", "Discipelskab", eller hvad man nu skal kalde det. Wikström har et indgående kendskab til de fleste kristne traditioner (herunder den evangelisk-lutherske) men bekender sig ikke umiddelbart til en bestemt tradition eller kirkesamfund. Heldigvis. Det er befriende at læse en forfatter, som ikke fastholder ét sprog og ét perspektiv, men som velovervejet og respektfuldt og stærkt udogmatisk fremlægger de væsentlige elementer fra forskellige kirkelige traditioner med en samtidig troværdig udlægning af passager i det Nye Testamente. Resultatet er, at Wikström i et lettilgængeligt sprog - med en masse råd og anvisninger - udlægger den på en gang lette og svære eksistentielle og helt igennem praktiske rejse, det er at følge Kristus. Wikström lader sig i stor udstrækning grad inspirere af den "mystiske" tradition, som i virkeligheden dækker over en kristen tradition, der rækker tilbage til Johannes af Korset, Thomas Merton m.m. Hvis man er af den opfattelse, at kristen meditation absolut ikke er værd at beskæftige sig med, er det nok ikke den bog, man skal anskaffe sig. Men jeg kan klart anbefale den. Det er den mest vedkommende og helstøbte bog, jeg længe har læst... (Det er sjældent, man glæder sig til at læse en bog 2. og 3. gang...)