25 februar 2007


Du Drømmer Om Et Andet Sted!...
Musikken og melodierne vibrerer stadig i kroppen. Var til en fremragende Mikael Simpson-koncert i Vega i går. Foran scenen stod de dedikerede og kendte hvert et ord, på balkonen stod pøbelen, det såkaldte modne og lidt småkedelige publikum, herunder min veninde og jeg, og vi talte mindst 5 højgravide kvinder. Mikael Simpson er nok ikke så meget undergrund, som han har været. Så kom han på scenen med løftede arme, i jakkesæt, tilbagelænede gummisko og modtog sin hyldest. Han er übercool blandt Nørrebro og Vesterbros unge sjæle, han ved det, og det gjorde ham nok en smule mindre cool. Men jeg stoppede nu analysen af Simpsons coolness eller mangel på samme, da koncerten blev blæst i gang. Anders Trentemøller, producer og dj, frembragte det ene magiske lydbillede efter det andet, og Mikael Simpsons smukke stemme nåede helt ned bag lydmixeren og ud til selv det fjerneste pøbelhjørne. Vi svømmede væk i de poetiske hverdagsdrømmerier og rokkede til den langsomme, men insisterende elektroniske musik. Rokkede ja, vi var jo blandt det modne publikum, så decideret skeje kunne vi jo ikke. Og det var helt okay. Mindre kunne også gøre det. Som f.eks. at drømme sig til et andet sted.

Etiketter: , , , ,

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start