Den Ultimative Ensomhed

”Jeg ved ikke, om jeg kan høre nogle lyde langt borte, eller om det er bare er noget, jeg bilder mig ind. Luften er tyk, nærmest klæbrig og falder tungt mod huden og ned i mine lunger. Jeg føler, jeg er ved at kvæles, men jeg kvæles ikke. Jeg går et par skridt. Mørket fjerner sig ikke; er lige uophørligt. Jeg siger nogle lyde, men de bliver opslugt af den kvælende luft. Jeg sætter mig på hug og rører ved jorden. Den føles kold og afvisende. Jeg går langsomt rundt i mørket og prøver at finde noget, jeg kan komme i kontakt med. Her er ingenting. Kun jorden, luften og mig selv. Jeg forsøger at finde en væg, en eller anden genstand, som jeg kan registrere ud over mig selv. Her er Intet.

Kun jeg er her. Med alle mine sanser fuld intakt. Jeg registrerer alt, men her er intet at registrere. Jeg kan kun registrere, at jeg er her, og det er ikke til at holde ud.

I sommers havde vi et skænderi i min familie, mens vi var i sommerhus. Min niece på to år kommer uforvarende ind i sommerhuset, mens bølgerne går allerhøjest. Hun fornemmer lynhurtigt den knusende dårlige stemning og stikker i et hjerteskærende hyl. Hun står helt alene med sin bamse på gulvet. Alene. Bare græder. Der er ingen, der rører sig i flere sekunder. Det er slet ikke til at bære. Med tårer i øjnene løber jeg hurtigt hen, løfter hende op og går udenfor. Ud i lyset og luften. De hårde ord sidder stadig i kroppen. Men nu fortaber stemmerne sig, og min niece glemmer hurtigt. Nu er der ikke længere noget, der gør hende bange, og hun begynder at småpludre.

Her er ingen til at trøste. Der er slet ingen, der kender begrebet ”trøst”. Kun mig, og det gør smerten endnu større og uudholdelig. Jeg får en usigelig kvalme.”

Tankerne om Helvede er det, jeg har det allersværest med, når jeg tænker kristendom. Men uanset hvordan jeg har det med det, tror jeg, det er en realitet. Og derfor håber jeg, at så få som overhovedet muligt kommer til at opleve det.