:-) / :-( ?
Kender I det, hvor livet bliver så grotesk, at det går hen og bliver helt småpudsigt? ("I" = mine kære to læsere (inklusiv mig selv)). Når livet ikke ligefrem kører på skinner, men føles som et ualmindeligt forsinket og ubehageligt bumlende Arriva-tog, tja, hvad kan man gøre andet end ironisk at læne sig tilbage og nyde sine egne små, ligegyldige, daglige prustende Sisyfos-ture op ad Bjerget? Betragte sig selv pile afsted med opspilede øjne som en lille, grim hamster i en plastik-trædemølle? Dét, eller at opgive... Og dér sætter stoltheden vel trods alt ind...