05 september 2006

Acrobat

Don't believe what you hear
Don't believe what you see
If you just close your eyes
You can feel the enemy
When I first met you girl
You had fire in your soul
What happened your face
Of melting in snow
Now it looks like this

And you can swallow
Or you can spit
You can throw it up
Or choke on it
And you can dream
So dream out loud
You know that your time is coming 'round
So don't let the bastards grind you down

No, nothing makes sense
Nothing seems to fit
I know you'd hit out
If you only knew who to hit
And I'd join the movement
If there was one I could believe in
Yeah I'd break bread and wine
If there was a church I could receive in
'cause I need it now

To take a cup
To fill it up
To drink it slow
I can't let you go
I must be an acrobat
To talk like this
And act like that
And you can dream
So dream out loud
And don't let the bastards grind you down

Oh, it hurts baby
(What are we going to do now it's all been said)
(No new ideas in the house and every book has been read)

And I must be an acrobat
To talk like this
And act like that
And you can dream
So dream out loud
And you can find
Your own way out
You can build
And I can will
And you can call
I can't wait until
You can stash
And you can seize
In dreams begin
Responsibilities
And I can love
And I can love
And I know that the tide is turning 'round
So don't let the bastards grind you down

6 kommentarer:

Anonymous Anonym sagde ...

Det er en af sangene fra "Zoo TV"-touren, ikke? De er svære at blive klog på, synes jeg. Mener Bono hvad han synger, eller er det en af hans "roller" (MacPhisto fx) der taler? Hvis det er Bono selv, så tyder det på at han var inde i en trosmæssig krise på det pågældende tidspunkt - eller har jeg bare ikke forstået sangen rigtigt?

11:29 AM  
Anonymous Anonym sagde ...

Hovsa, fik ikke sat min navn rigtigt på ovenstående kommentar!

11:30 AM  
Blogger kirsten sagde ...

Sangen stammer fra Achtung Baby og er faktisk - hvis jeg skal lege lidt halvnørdet - en af de få sange, der aldrig er blevet spillet "live" (jf. dette link :-): http://www.petitiononline.com/qv3d4382/petition.html)

U2's tekster ER svære at blive kloge på, og det er nok også derfor, at jeg selv i stor udstrækning har afstået fra at foretage detaljerede fortolkninger (Og måske fordi jeg i gymnasiet blev fed up med overfortolkninger af ellers udmærkede og fantastiske tekster). U2's tekster er stærkt ambivalente og kan altid udlægges på forskellige måder afhængig af, hvad man synes, de skal sige noget om. De har altid sagt mig rigtig meget, men de siger formentlig altid nogen andre noget ganske andet. Derfor har jeg også været en smule skeptisk over for den "U2-teologi", der er begyndt at spire frem mange steder. U2's tekster omhandler tro, tvivl, det at være kristen - for at bruge et moderne ord inden for emerging church-tankegangen kan man sige, at deres tekster kan udlægges som "troshistorier", dvs. udlægninger af/oplevelser af/stemninger af, hvad det vil sige at være kristen og praktisere det at være kristen - og i moderne forstand ER de derfor forkyndende men - synes jeg - på en lidt anden måde end den "U2-teologerne" lægger op til. Jeg mener ikke, at man kan tage en U2-kontekst ud af sin sammenhæng og alene dissekere lyrikken. For mig er der en tæt sammenhæng mellem musikken og den praktiske udlevelse (fx Bonos lobbyarbejde for at få slettet 3. verdenslandenes gæld)... okay, jeg kunne blive ved, men lige for at vende tilbage til dit spørgsmål. Den eneste, der vel faktisk var i personlig krise på det tidspunkt, Achtung Baby blev indspillet, var The Edge, der gik igennem en svær skilsmisse. En krise, der også smitter af på albummets generelle stemning. Umiddelbart vil jeg ikke mene, at acrobat-teksten for Bono's vedkommende refererer til noget decideret personligt. Som regel refererer Bono's tekster til universelle "jeg'er", der gennemgår universelle kriser (en klar undtagelse er fx sometimes you cant make it... som refererer til hans fars død). Bono er bare enormt god til at få det universelle til at lyde personligt og omvendt. Så nej, jeg tror såmænd ikke, at han var mere i krise, end han plejer, men albummet var mærket af en generel dunkel stemning, hvilket, som nævnt, i min tolkning, dels kan skyldes Edges skilsmisse, den generelle usikkerhed, bandet befandt sig i på det tidspunkt (skulle de køre Rattle and Hum-vejen eller i en helt ny retning?) plus det faktum, at albummet blev indspillet i en opbrudstid i Berlin (1989 og fremefter), og at U2 generelt forsøgte at indfange denne ideologiernes (i dette nummer den store historie: religionens forsvinden)... Det var den lange udgave af et svar :-)
N.B. MrMacPhisto var en ironisk rolle, der skulle blotlægge det ”sataniske” i forbrugerrollen og blev fx anvendt under numre som ”lemon”, der, i den simple fortolkning, bl.a. omhandler konsekvenserne af et forstørret ego

5:31 PM  
Blogger Merete sagde ...

Hvis jeg nu siger 'nørd', hvad siger du så, Kirsten?;o)

:o)

7:13 PM  
Blogger kirsten sagde ...

Så siger jeg, at det nok ikke er voldsomt forkert :-)

11:30 PM  
Anonymous Anonym sagde ...

Så blev jeg så meget klogere! Når man har spørgsmål, er det skønt at der er en nørd i nærheden som kan øse af sin viden! :)
(Til gengæld er det voldsomt belastende med nørder der i tide og utide udbreder sig om ting som man bare overhovedet ikke interesserer sig for - er bange for at jeg ind imellem selv tilhører den kategori...)

7:57 AM  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start