En usynlig kamp

Så laver jeg endnu en af dem. En lille sort sky former sig over mit hoved, men det er alt for sent. Jeg er for længst i gang med én af mine 4-5 daglige overspringshandlinger. Endnu et intetsigende blog-indlæg kommer til verden, alt imens jeg jo udmærket ved, at jeg snarere skulle sidde på min flade og udskrive et interview. Det er nu altså også sygt. At udskrive et interview, altså. Har I nogensinde prøvet det? Man sidder og prøver at få noget forståeligt og sammenhængende ud af en lav mumlen, der tilsyneladende har en luft-eskadrille som baggrundsstøj. Spoler tilbage. Skriver. Spoler tilbage igen. Det fortsætter på samme måde i timevis. Jeg orker det ikke. Men det skal jo udskrives. Specialet skal jo lissom stykkes sammen, og jeg skal jo lissom have min cand.et-eller-andet-titel. Ikke? Det lyder jo meget indlysende, når jeg sådan på pædagogisk vis fremlægger det for mig selv. Men det hjælper bare ikke. Måske skulle jeg droppe det rundkreds-pædagogiske og være nul-tolerant over for mig selv. Afbryder trodsigt min internetnetforbindelse - så, du - ingen mail-tjekken inden for den næste times tid (og nej, det er ikke fordi interessante mails (eller mails i det hele taget!) tikker ind hver femte minut). Tilslutter igen. Synes lige, der var en interessant artikel på Politiken.dk, som fortjener en hurtig gennemlæsning. Bare overskrifterne. Det er vist også ved at være tid for en pause. Måske jeg lige hurtigt skulle fise ned i "Go Away" (den er god nok!) og hente lidt vestafrikansk kylling som take away? Nej, det ligger for langt nede på Amagerbrogade, og det kan ikke betale sig og alt det der. Men måske netop derfor får jeg tanken. Blogindlægget bare vokser og knopskyder som de nu hedengangne råd og nævn. Stop, in the name of love. Nu begynder vanviddet også at indfinde sig. Stop.