22 december 2005

Skal RUC afskaffe gruppeeksamen?
Spørgsmålet er vist temmelig retorisk, for det sker vel, uanset hvor mange indvendinger, der er. Men derfor er det vel stadigvæk tilladt at diskutere det...
Det er klart, at der er et problem med gruppeeksamen på RUC. Jeg har som gammel RUC-rotte deltaget i 8 projekteksamener og ikke én gang har jeg oplevet, at der blev givet differentierede karakterer. Jeg ved selvfølgelig om andre grupper, hvor det er sket, men der har man virkelig også oplevet en niveauforskel af dimensioner - men jeg har altså endnu ikke i løbet af min tid på RUC hørt, at karakterforskellen har været større end to karakterer til den ene eller den anden side. Det er selvfølgelig problematisk. Trods dette har jeg selv haft utrolig meget glæde af projekteksamen og føler på mange måder, det har ligget i hel naturlig forlængelse af gruppearbejdets mange diskussioner. Men hvorfor skal det egentlig være et enten-eller? Hvorfor skal det enten være en KU eller en RUC-model? Hvorfor ikke eksperimentere med en hybrid-model - lad os for at være hylemorsomme kalde det en KRUC-model...:

Jeg tror, at man kunne lære meget af de erfaringer, man har gjort sig på filosofi på RUC. Der kører man i efteråret med et fastlagt (stort) pensum, mange kurser, individuel eksamener og et mini-projekt. Lidt a la KU. I foråret kører man den klassiske RUC-model med lidt færre kurser og et større projekt.
Den optimale læringsmodel - IMHO:

KRUC-modellen
Samfundsvidenskabelig basisuddannelse
1. semester. Kursustung præsentation af sociologi, politologi og økonomi
Individuel eksamen, "stop-prøve".

2. semester. Problemformuleringsseminarer, metode.
Projekt. Gruppeeksamen.

3. semester. Videnskabsteori, udvidet sociologi, politologi og økonomi
Essay, "mini-projekt". Individuel eksamen.

4. semester. Statistisk og metodekurser
Projekt. Gruppeeksamen.

Socialvidenskab
5. semester. Socialvidenskab I, "mikro" og "makro"-sociologi. Kursustungt.
Essay, "mini-projekt". Individuel eksamen.

6. semester. Socialvidenskab I og II fortsat, metodekurser. Kursuslet.
Projekteksamen.

Psykologi
7. semester. Psykologiens discipliner. Psykologiens historie.
Essay, "mini-projekt". Individuel eksamen (Nu begynder man virkelig at kunne se et mønster, ikke?)

8. semester. Psykologiens discipliner fortsat. Metodekurser
Projekteksamen

Speciale
9+10. semester: Integreret speciale.

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start