1. december
Jeg indrømmer gerne, at hele magien omkring "1. december" ikke ligefrem er, hvad den har været. Det er et stykke tid siden, jeg vågnede i usigelig spænding kl. 6.30 for at tage hul på min chokoladekalender - bare for at finde ud, at den tyske chokolade nok godt kunne smage en lille smule bedre - men dengang kunne man ikke ligefrem erhverve sig en Kinderchokoladejulekalender i den lokale brugs. Så der var ikke andet at gøre end at spise chokoladen rub og stub - og helst langsomt for at undgå kvalme.... Figurerne var dog altid fede - en julegave, et sterainlys og bag lågen d. 24. var der vist nok altid en dobbelt så stor chokoladefigur - der medførte dobbelt så meget kvalme....
Så kom man endelig (!) hen i skolen, hvor alle børnene forventningsfulde stimlede sammen i aulaen, ét lys tændtes i den enorme adventskrans, og de obligatorikse morgensange blev nu afløst af "Søren Banjomus" og "På loftet sidder nissen"(Først senere i december fik julesangene et lidt mere, skal vi kalde det, åndeligt indhold).
"Klassens time" var i december ikke bare en gang ugentligt, næh, jeg husker det lidt som om, vi mere eller mindre konstant sad med hver vores lille fyrfadslys, et tændt kalenderlys på katederet, med slukket lys og med klasselærer Anette, der hev den ene eventyrlige julehistorie frem efter den anden. Den faglige udfordring bestod så i, at vi skulle tegne til historierne - det var vi med på! - så der blev tegnet et uendeligt antal af juletræer, juleslæder og små søde nisser i små huse.

"Klip" - tilbage til nutiden. Magien er desværre væk og alligevel - men man har vel stadigvæk en eller anden barnlig forventning et eller andet sted... (Jeg kunne i hvert fald ikke lade være at sende nogle SMS´er rundt, hvor jeg ønskede folk en glædelig 1. december - et eller andet må det da betyde?)