Foran alteret...
Jeg deltager i en meditationsgruppe, der mødes hver 14. dag, og i dag sluttede vi af med at meditere/bede foran alteret i en kirke. Det gippede lidt i mig, da jeg satte mig ned - man har jo set et alter tusind gange og knælet ved det masser af gange men at sidde på en stol i længere tid foran et alter i en tom kirke og bede/orientere sig mod Kristus - det var virkelig en stærk oplevelse. Eller "oplevelse", det lyder sådan lidt fattigt. Det minder mig måske snarere om dengang, hvor jeg til en begravelse pludselig oplevede den menneskelige "nøgenhed". Da præsten kastede jord ned på kisten og citerede bibelverset (kan det ikke ordret): "Man tager ikke noget med sig ind i verden, og man tager ikke noget med sig ud af verden". På det tidspunkt oplevede/fornemmede/erfarede jeg kun Gud og mennesket. Ofte kan man tænke over det rent teoretisk, men der oplevede jeg det - nærmest fysisk. Der var ikke noget mellem Gud og mennesker, og mennesket var ikke andet, end hvad det var i kraft af Gud. Intet andet. Ingen prestige, ingen stillinger, ingenting i menneskelig henseende - men alting i åndelig henseende. Samme "oplevelse" havde jeg inde i kirken her til aften. Der var kun os fem mennesker foran alteret - og Gud. Intet andet. Ingen ydre stimuli, ingen magt, status osv. Det gippede i mig, fordi jeg på den ene side fyldtes med en masse ærefrygt, og på den anden side oplevede en enorm befrielse - og fred.