28 marts 2005

Mennesker og tro

P1 er, hvis man endnu ikke har opdaget det, intet mindre end en sand guld-grube af viden og vidunderlige dialoger - og nej, jeg er ikke affilieret med Danmarks Radio på nogen måde. Jeg kan svagt huske, at min barndoms stue havde en temmelig irriterende monoton stemme som baggrundsstøj - min far havde meget imod min vilje stillet ind på P1. Gode oplevelser med P1 havde jeg absout ikke før et temmelig kedeligt studiejob mere eller mindre tvang mig til at søge lidt åndelig adspredelse - siden har jeg lyttet mig igennem store dele af P1's arkiv...

Jeg troede derfor egentlig aldrig, jeg skulle sige det, men i dag betaler jeg min radiolicens med glæde. Stor glæde endda. P2 hører jeg aldrig, P3 af og til, men P1 hører jeg ofte - og det siger jeg helt uden at rødme! P1 svarer på mange måder til DR2 - bare lidt grundigere, lidt dybere - og nå, ja udsendelserne varer oftest omkring en time, men det er kun en fordel.
Et af de programmer, der siger mig mest, er "Mennesker og Tro". Perfekt er progammet dog ikke - en gang imellem udarbejder de ud fra en gennemkikset dialog et temmelig trivielt program over en temmelig triviel altertavle i Nordvendsyssel. Som regel går programmet dog i dialog med nogle ret interessante og spændende mennesker - mennesker, som under alle omstændigheder ikke får mere end 3 sekunder på moderstationen, DR1 (og måske 5 min. på DR 2).
"Mennesker og Tro" er særligt interessant, når det er Anders Laugesen, der står for programlægningen. De andre på redaktionen er kølige og afstandstagende, men ikke Anders. Anders har en dybt menneskelig, hyggelig, undrende, nærmest halv-kejtet måde at interviewe på. Man kan kort sagt kun holde af ham! D. 28. marts havde Anders Laugesen så Johannes Aagard, den tidligere leder på Dialogcentret, i studiet. I løbet af de små 60 minutter samtalen varede, lærte jeg nogle helt nye ting om kristendommen. Ikke teoretisk, ikke teologisk men via sin livsvisdom (og hudløse ærlighed, men det er måske i virkeligheden nøjagtigt det samme?) formåede Johannes Aagaard i klare sætninger at belyse opstandelsen som forudsætning for overhovedet at kunne leve - men kommer i samtalen derudover også særdeles vidt omkring. Han argumenterer bl.a. for Fadervors betydning, følelsernes nødvendighed og fordelene ved økumeni. Radiosamtalen kan i sin helhed høres her. Jeg blev klogere, og det gør du formentlig også!

1 kommentarer:

Anonymous Anonym sagde ...

Jeg er enig. P1 er en guldgrube af informativ underholdning, der også har den kvalitet fremfor DR2 og andre tv-medier, at det ikke lægger beslag på ens øjne. Således kan en kedelig opvask nærmest forsvinde uden at man lægger mærke til det, mens man spidser øren.

10:55 PM  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start