??!
Nu tænker jeg højt: Beklager, hvis det virker stødende:
Der ér en ting, der altid har forundret mig, nej, provokeret mig. Hvordan kan man være kirke uden at drage omsorg for verden omkring sig? Hvordan kan man være kirke uden samtidig at lave sociale initiativer - lokalt og/eller globalt? Hvordan kan man begrunde det? Det burde være en del af kirkens DNA. Hvorfor er det det så ikke? Hvorfor er kirkens arbejde ikke i den absolutte front, når det kommer til arbejdet med samfundets svageste, vores naboer, den globale HIV/AIDS-krise - you name it? Hvorfor er langt de fleste tilfredse i deres kristne ghettoer, med deres IKEA-møbler, arbejde, cellegruppen og den ugentlige gudstjeneste? Dette er lige så meget et angreb mod mig selv. Prøv at tænk igennem, hvad man kunne kunne udrette, hvis man rent faktisk udnyttede sine ressourcer fuldt ud? Prøv at tænk på, hvilke forandringer en kirke på 100-300 mennesker rent faktisk kunne afstedkomme? Argh, hvorfor er vi så glade for at sidde på det forbandede flæsk og hytte vores eget skind? Vi er ikke skyldige i andet end at elske Gud og næsten, står der vist nok et sted i skriften... Hvorfor gør vi så det ikke? Gør vi som kristne reelt en forskel i verden? Eller ville verden egentligt have det lige så godt - eller lige så dårligt - uden os?
"Christ won't let the church walk away from the HIV/AIDS-crisis"
Bono, juli 2006
Men måske er kirken bare ligeglad med Kristus...
Nu tænker jeg højt: Beklager, hvis det virker stødende:
Der ér en ting, der altid har forundret mig, nej, provokeret mig. Hvordan kan man være kirke uden at drage omsorg for verden omkring sig? Hvordan kan man være kirke uden samtidig at lave sociale initiativer - lokalt og/eller globalt? Hvordan kan man begrunde det? Det burde være en del af kirkens DNA. Hvorfor er det det så ikke? Hvorfor er kirkens arbejde ikke i den absolutte front, når det kommer til arbejdet med samfundets svageste, vores naboer, den globale HIV/AIDS-krise - you name it? Hvorfor er langt de fleste tilfredse i deres kristne ghettoer, med deres IKEA-møbler, arbejde, cellegruppen og den ugentlige gudstjeneste? Dette er lige så meget et angreb mod mig selv. Prøv at tænk igennem, hvad man kunne kunne udrette, hvis man rent faktisk udnyttede sine ressourcer fuldt ud? Prøv at tænk på, hvilke forandringer en kirke på 100-300 mennesker rent faktisk kunne afstedkomme? Argh, hvorfor er vi så glade for at sidde på det forbandede flæsk og hytte vores eget skind? Vi er ikke skyldige i andet end at elske Gud og næsten, står der vist nok et sted i skriften... Hvorfor gør vi så det ikke? Gør vi som kristne reelt en forskel i verden? Eller ville verden egentligt have det lige så godt - eller lige så dårligt - uden os?
"Christ won't let the church walk away from the HIV/AIDS-crisis"
Bono, juli 2006
Men måske er kirken bare ligeglad med Kristus...
indsendt af kirsten kl.
12:52
2 kommentarer:
Snakker lige videre med mig selv: Måske er nogle af svarene:
Kristne har længe været berøringsangste over for alt, hvad der er politisk. Selvom man kan argumentere for, at alle handlinger - eller mangel på samme - er politiske.
Særligt de evangelisk-lutherske kristne har fokuseret på den enkeltes frelse. Troen er en privatsag, der udleves i et kristent fællesskab - borte fra verden... Bibelverset om, at vi ikke leve skal af verden, men i verden er formentligt med tiden i folks hoveder blevet skrevet om til, at vi hverken skal leve af verden og i verden. Der er virkelig blevet tale om et "os" og et "dem", mellem os, med frelsen i behold og Verdenen udefor...Derfor har det handlet om at frelse folks sjæle men ikke at tjene dem i dette liv...
Jeg tror altså, der i alt for høj grad er blevet fokuseres på den individuelle frelse, nådegaver i menigheden men ikke discipelskab i vores omverden. Vi ER blevet frelst, og kan vi SÅ få fingeren ud...
Men hvad er frelse egentligt? Når vi siger: "Jeg er blevet frelst" tænker vi jo ofte på, at vi formentligt undgår Helvede efter døden. Men er vi blevet frelst fra de magter, der binder os i denne verden? Og har andre ikke brug for at blive sat fri - for at blive tjent - her og nu?
Som jeg læser dit indlæg, Kirsten, er der 2 ting du er frustreret over:
1. Hvorfor er vi kristne så defensive/passive/navlebeskuende i forhold til den nød der er omkring os?
2. Når vi endelig får fingeren ud, hvorfor er det så kun det der foregår efter døden, vi interesserer os for?
Jeg vil koncentrere mig om spørgsmål 1, men jeg tror at de to spørgsmål er nært beslægtede.
Der kan naturligvis være mange grunde til at folk er passive, deriblandt bekvemmelighed, men når jeg kaster et blik på mit eget liv, har mit største problem været en dyb følelse af magtesløshed over for den enorme nød der er i verden, og en dyb frustration over at mine anstrengelser synes at batte så lidt - i hvert fald når vi bevæger os ud over den rent materielle nød. Jeg har i mange år knoklet en vis legemsdel ud af bukserne i et forsøg på at arbejde for Gud i verden uden at opnå ret meget andet end en langvarig depression. De seneste år er det begyndt at gå op for mig at det slet ikke er meningen at vi skal arbejde FOR Gud; vi skal arbejde MED Gud, eller rettere: vi skal lade Gud arbejde gennem os og gøre os totalt afhængige af ham. Men det er heller ikke nemt, for det kræver at vi virkelig for alvor tror på hans almagt og kærlighed, og selvom vi er mange der tror det med vores hjerne, er det tit noget andet der sidder på rygraden - det er det i hvert fald for mig.
Når vi forsøger at tjene Gud i vores egen kraft, opnår vi ikke andet end at slide os selv op og blive frustrerede, og så er der ikke noget at sige til at vi mister lysten, og nogle får måske slet ikke lyst til at gøre forsøget fordi de har set andre køre sig selv (og andre!) i sænk. Jeg er i øjeblikket ved at læse "Vejviser" af Magnus Malm hvor han bl.a. gør op med denne gudløse kirkelige aktivisme, men jeg må sige at min erfaring med at gøre brug af det alternativ der virker, nemlig at tjene i Guds kraft og i henhold til hans kaldelse, endnu er særdeles spinkel.
Noget kan man dog altid gøre, især når det gælder den rent materielle side af menneskers nød, så som at give penge til nødhjælp, købe Fair Trade-produkter og stemme på partier med social ansvarlighed, og de ting gør jeg da også, men i forhold til den dybe indre nød som mange mennesker går rundt med, batter det bare ikke særlig meget. (Misforstå mig ikke: Det gør en steril, "juridisk" prædiken om mekanismerne i retfærdiggørelsen heller ikke!).
For øvrigt er jeg uenig med dig i at det netop skulle være de evangelisk-lutherske der er de værste "syndere" i henseende til at glemme den dennesidige nød. Snarere går skellet vel mellem de "evangelikale" (på tværs af kirkesamfund) der har haft en tendens til at glemme det dennesidige, og de "liberale" (på tværs af kirkesamfund, herunder en hel del evangelisk-lutherske kristne af den mere grundtvigske eller økumeniske overbevisning) der omvendt har haft en tendens til at glemme det hinsidige.
Send en kommentar
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start