"(Jeg er jo i bund og grund ligeglad) - men hvordan går det"?
Der er vel ikke noget værre end ligegyldighed (Det skulle da lige være kedelige mennesker, der opfører sig som efterlønsmodtagere i den høje alder af 25). Men jeg er efterhånden nået til det punkt, hvor ligegyldighed går mig på nerverne: Hvor ofte fører du en samtale, hvor den andens blik lynhurtigt begynder at flakke? Hvor ofte har du slukøret bemærket, at den anden trippede for at komme til at fremføre sine egne synspunkter i det øjeblik, du selv holdt en lille pause? Hvor mange gange i ugen oplever du, at den anden godt nok stiller relevante spørgsmål, men bliver fjern i blikket, når man forsigtigt prøver at svare? Har du mere end fem gange prøvet, at den anden (alt) for hurtigt kommer med et: "Det kender jeg godt!" i sekundet efter man hikstende har fortalt, at man var lidt ked af, at ens farfar lige var afgået ved døden? Hvis du har prøvet det oftere end du umiddelbart bryder dig om, er du måske villig til at synge med på en lille klagesang. Ja, jeg ved det, jeg er absolut ikke bedre selv. Hvor ofte har du ikke sparket dig selv (hårdt), fordi du afbrød den anden, kiggede væk eller bare var alt for irriterende og utålmodig i løbet af en samtale? Og hvor ofte er du først kommet i tanke om det flere dage senere, hvor du har følt, at det var alt for sent og kejtet at gøre det om? Man ville jo egentlig undskylde, men på den anden side: Hvem har lyst til at udstille sin egen egoisme og sige: "Undskyld, at jeg er så selvoptaget, at jeg egentlig ikke rigtig orker at høre på dig?"
Men det er ikke godt nok bare at få dårlig samvittighed og måske bebrejde sig selv i et par sekunder. Det er ikke godt nok at leve med sin egen ligegyldighed. Det er ikke godt nok bare at interessere sig en lille smule for andre mennesker, som man tror, de er, og som man nu også gerne vil have, de skal være. Langt fra.
Den jødiske dialogfilosof Martin Buber mener, at vi som mennesker hele livet længes efter - ikke efter den eneste ene! - men efter den eneste forløsende samtale, hvor den eksistentielle ensomhed udfordres. Buber mener rent faktisk også, at ensomheden kan overkommes. I få guddommelige øjeblikke ophæves skellet mellem mennesker uden at vi rigtigt kan gøre fra eller til. Hvis bare vi sørger for at bevare en vis åbenhed, er der en mulighed for, at ensomheden ophæves. Yadda - yadda og bunker af violiner. Jeg hopper ikke på den. Jeg tror, den enkelte i samtalen kan vælge at ville den anden - ikke bare af høflig interesse og fordi vi strategisk venter på, at den anden skal holde bøtte, så vi selv kan komme på banen. Nej, jeg tror, vi i samtalen selv kan vælge at springe over de tårnhøje berlinmure mellem mennesker. Nogle gange. Hvis vi gider.
Der er vel ikke noget værre end ligegyldighed (Det skulle da lige være kedelige mennesker, der opfører sig som efterlønsmodtagere i den høje alder af 25). Men jeg er efterhånden nået til det punkt, hvor ligegyldighed går mig på nerverne: Hvor ofte fører du en samtale, hvor den andens blik lynhurtigt begynder at flakke? Hvor ofte har du slukøret bemærket, at den anden trippede for at komme til at fremføre sine egne synspunkter i det øjeblik, du selv holdt en lille pause? Hvor mange gange i ugen oplever du, at den anden godt nok stiller relevante spørgsmål, men bliver fjern i blikket, når man forsigtigt prøver at svare? Har du mere end fem gange prøvet, at den anden (alt) for hurtigt kommer med et: "Det kender jeg godt!" i sekundet efter man hikstende har fortalt, at man var lidt ked af, at ens farfar lige var afgået ved døden? Hvis du har prøvet det oftere end du umiddelbart bryder dig om, er du måske villig til at synge med på en lille klagesang. Ja, jeg ved det, jeg er absolut ikke bedre selv. Hvor ofte har du ikke sparket dig selv (hårdt), fordi du afbrød den anden, kiggede væk eller bare var alt for irriterende og utålmodig i løbet af en samtale? Og hvor ofte er du først kommet i tanke om det flere dage senere, hvor du har følt, at det var alt for sent og kejtet at gøre det om? Man ville jo egentlig undskylde, men på den anden side: Hvem har lyst til at udstille sin egen egoisme og sige: "Undskyld, at jeg er så selvoptaget, at jeg egentlig ikke rigtig orker at høre på dig?"
Men det er ikke godt nok bare at få dårlig samvittighed og måske bebrejde sig selv i et par sekunder. Det er ikke godt nok at leve med sin egen ligegyldighed. Det er ikke godt nok bare at interessere sig en lille smule for andre mennesker, som man tror, de er, og som man nu også gerne vil have, de skal være. Langt fra.
Den jødiske dialogfilosof Martin Buber mener, at vi som mennesker hele livet længes efter - ikke efter den eneste ene! - men efter den eneste forløsende samtale, hvor den eksistentielle ensomhed udfordres. Buber mener rent faktisk også, at ensomheden kan overkommes. I få guddommelige øjeblikke ophæves skellet mellem mennesker uden at vi rigtigt kan gøre fra eller til. Hvis bare vi sørger for at bevare en vis åbenhed, er der en mulighed for, at ensomheden ophæves. Yadda - yadda og bunker af violiner. Jeg hopper ikke på den. Jeg tror, den enkelte i samtalen kan vælge at ville den anden - ikke bare af høflig interesse og fordi vi strategisk venter på, at den anden skal holde bøtte, så vi selv kan komme på banen. Nej, jeg tror, vi i samtalen selv kan vælge at springe over de tårnhøje berlinmure mellem mennesker. Nogle gange. Hvis vi gider.
indsendt af kirsten kl.
13:51
0 kommentarer
