Pause
Christiania-debatten fik det sidste ord. Bloggen holder ferie på ubestemt tid... måske blogges vi ved, måske gør vi ikke...

So long! :-)

Bevar/ryd Christiania?
Har det lidt ambivalent med det seneste "tilbud" til christianitterne. På den ene side synes jeg, de gange jeg har været på Christiania, at stedet har været lidt af et af hul i jorden. Som jyde har jeg (desværre?) ikke en naturlig nostalgisk kærlighed til Christiania, og når jeg vader rundt på stedet, får jeg mest associationer til min gamle onkels husmandssted i Vojens. Der lå altid gamle brædder, skrammel og mærkelige ubrugelige skure. På den anden side er jeg fascineret af ideen om Christiania; det er ikke som alle andre steder, hvor det ene samlebånds-kassenybyggeri skyder op efter det andet. Bare se på Ørestaden. Bortset fra enkelte byggerier er det jo ikke ligefrem, fordi bydelen oser af charme, nytænkning og liv? Christinia er en idé om et sted, hvor man ikke bor som alle andre. Jeg har tidligere med begejstring skrevet om Friland, og Fristaden indeholder nogle af de samme elementer. Christiania er anderledes. Jeg ved egentlig ikke, hvor nytænkende stedet er længere - men det er anderledes, og alene det er jo et meget sjældent aktiv. Og nå, ja, så er der jo alle turisterne... Har vi noget andet "anderledes", vi kan byde på i København?

??!
Nu tænker jeg højt: Beklager, hvis det virker stødende:
Der ér en ting, der altid har forundret mig, nej, provokeret mig. Hvordan kan man være kirke uden at drage omsorg for verden omkring sig? Hvordan kan man være kirke uden samtidig at lave sociale initiativer - lokalt og/eller globalt? Hvordan kan man begrunde det? Det burde være en del af kirkens DNA. Hvorfor er det det så ikke? Hvorfor er kirkens arbejde ikke i den absolutte front, når det kommer til arbejdet med samfundets svageste, vores naboer, den globale HIV/AIDS-krise - you name it? Hvorfor er langt de fleste tilfredse i deres kristne ghettoer, med deres IKEA-møbler, arbejde, cellegruppen og den ugentlige gudstjeneste? Dette er lige så meget et angreb mod mig selv. Prøv at tænk igennem, hvad man kunne kunne udrette, hvis man rent faktisk udnyttede sine ressourcer fuldt ud? Prøv at tænk på, hvilke forandringer en kirke på 100-300 mennesker rent faktisk kunne afstedkomme? Argh, hvorfor er vi så glade for at sidde på det forbandede flæsk og hytte vores eget skind? Vi er ikke skyldige i andet end at elske Gud og næsten, står der vist nok et sted i skriften... Hvorfor gør vi så det ikke? Gør vi som kristne reelt en forskel i verden? Eller ville verden egentligt have det lige så godt - eller lige så dårligt - uden os?

"Christ won't let the church walk away from the HIV/AIDS-crisis"
Bono, juli 2006

Men måske er kirken bare ligeglad med Kristus...

"Kommer du nogen steder?" - tanker i middagspausen
Det sker jo ikke ligefrem sjældent, at man bliver spurgt om, "hvor man kommer henne?" underforstået: "Hvilken kirke eller ungdomsforening kommer du i?". Jeg ved sjældent, hvad jeg skal svare - eller jo, jeg svarer som regel "at jeg er en del Apostelkirken", fordi det er mest genkendeligt for andre... Men jeg tænker nok ikke en kirke som en samling af kristne mennesker på en permanent, fysisk lokalitet. Jeg tænker mere "kirke" som at være "kristen blandt de mennesker, jeg er i blandt".... Måske tænker jeg slet ikke "kirke" mere af den simple grund, at ordet er blevet så fordrejet i tidens løb, at man - uanset hvor mange anstrengelser, man gør sig - næsten ikke kan lade være med at se en eller anden - som regel hvidkalket - kirkebygning for sig. Kirke for mig er: På een gang at være en del af Jesu Kristi legeme og samtidig være forankret i mindre lokale fællesskaber, i mit tilfælde, at jeg fejrer gudstjeneste i Apostelkirken, deltager i en diskussionsgruppe i cafe retro i indre by og er med i en meditiationsgruppe i Eliaskirken på Vesterbri.... Men gudstjenestefejringen i Apostelkirken er ikke mere "kirke" end de andre steder, "jeg kommer".. for nu at bruge et rigtigt "kirkeligt udtryk"...

Hvad tænker du om det at være "kirke"?

D. 26. september bliver en god dag!!!
Jaaaaaa!!!! Velkommen tilbage til København, Merete!!! (Og du kan lige vove på at smutte igen!!!)
Så skal der festes!!!! :-D

Premiere på U2's "Zoo TV live from Sydney" - DVD
- Oplev eller genoplev en af 1990'ernes allerstørste rockkoncerter og deltag i lodtrækningen om fem DVD'er!

I starten af 1990'erne satte U2 helt nye standarder for, hvad der kunne lade sig gøre til en rockkoncert. Zoo TV-turnéen var et billede på ideologiernes sammenbrud, TV-mediets fremmarch, bød på banebrydende eksperimenterende scenekunst, intelligent ironi, eksistentielle temaer og ikke mindst helt igennem fantastisk rockmusik!
Vi viser en af U2's allerstørste rockkoncerter, der blev optaget i 1993, introducerer kort til koncertens temaer og udlodder efterfølgende fem DVD'er!


Tid:
Tirsdag d. 19. september kl. 20.00

Sted:
Cafe Rétro
Knabostræde 26
1210 København K




Spread the word :-)

Øh, ja, det er nok mig, der kommer til at lave introen :-)

Åh Roma - længes tilbage her i september-stormene...

Acrobat

Don't believe what you hear
Don't believe what you see
If you just close your eyes
You can feel the enemy
When I first met you girl
You had fire in your soul
What happened your face
Of melting in snow
Now it looks like this

And you can swallow
Or you can spit
You can throw it up
Or choke on it
And you can dream
So dream out loud
You know that your time is coming 'round
So don't let the bastards grind you down

No, nothing makes sense
Nothing seems to fit
I know you'd hit out
If you only knew who to hit
And I'd join the movement
If there was one I could believe in
Yeah I'd break bread and wine
If there was a church I could receive in
'cause I need it now

To take a cup
To fill it up
To drink it slow
I can't let you go
I must be an acrobat
To talk like this
And act like that
And you can dream
So dream out loud
And don't let the bastards grind you down

Oh, it hurts baby
(What are we going to do now it's all been said)
(No new ideas in the house and every book has been read)

And I must be an acrobat
To talk like this
And act like that
And you can dream
So dream out loud
And you can find
Your own way out
You can build
And I can will
And you can call
I can't wait until
You can stash
And you can seize
In dreams begin
Responsibilities
And I can love
And I can love
And I know that the tide is turning 'round
So don't let the bastards grind you down

Det blændende mørke
Jeg har lige læst "Det blændende mørke" af Owe Wikström (1998). Wow. Wikström er religionspsykolog, præst og sjælesørger. Med et fantastisk teologisk og psykologisk indblik introducerer han til den svære "Efterfølgelse", "Helliggørelse", "Discipelskab", eller hvad man nu skal kalde det. Wikström har et indgående kendskab til de fleste kristne traditioner (herunder den evangelisk-lutherske) men bekender sig ikke umiddelbart til en bestemt tradition eller kirkesamfund. Heldigvis. Det er befriende at læse en forfatter, som ikke fastholder ét sprog og ét perspektiv, men som velovervejet og respektfuldt og stærkt udogmatisk fremlægger de væsentlige elementer fra forskellige kirkelige traditioner med en samtidig troværdig udlægning af passager i det Nye Testamente. Resultatet er, at Wikström i et lettilgængeligt sprog - med en masse råd og anvisninger - udlægger den på en gang lette og svære eksistentielle og helt igennem praktiske rejse, det er at følge Kristus. Wikström lader sig i stor udstrækning grad inspirere af den "mystiske" tradition, som i virkeligheden dækker over en kristen tradition, der rækker tilbage til Johannes af Korset, Thomas Merton m.m. Hvis man er af den opfattelse, at kristen meditation absolut ikke er værd at beskæftige sig med, er det nok ikke den bog, man skal anskaffe sig. Men jeg kan klart anbefale den. Det er den mest vedkommende og helstøbte bog, jeg længe har læst... (Det er sjældent, man glæder sig til at læse en bog 2. og 3. gang...)

Det er ikke nemt...
at være to år og syg. Skal man grine eller græde? Man kan jo altid gøre en mellemting.