Mennesker og tro

P1 er, hvis man endnu ikke har opdaget det, intet mindre end en sand guld-grube af viden og vidunderlige dialoger - og nej, jeg er ikke affilieret med Danmarks Radio på nogen måde. Jeg kan svagt huske, at min barndoms stue havde en temmelig irriterende monoton stemme som baggrundsstøj - min far havde meget imod min vilje stillet ind på P1. Gode oplevelser med P1 havde jeg absout ikke før et temmelig kedeligt studiejob mere eller mindre tvang mig til at søge lidt åndelig adspredelse - siden har jeg lyttet mig igennem store dele af P1's arkiv...

Jeg troede derfor egentlig aldrig, jeg skulle sige det, men i dag betaler jeg min radiolicens med glæde. Stor glæde endda. P2 hører jeg aldrig, P3 af og til, men P1 hører jeg ofte - og det siger jeg helt uden at rødme! P1 svarer på mange måder til DR2 - bare lidt grundigere, lidt dybere - og nå, ja udsendelserne varer oftest omkring en time, men det er kun en fordel.
Et af de programmer, der siger mig mest, er "Mennesker og Tro". Perfekt er progammet dog ikke - en gang imellem udarbejder de ud fra en gennemkikset dialog et temmelig trivielt program over en temmelig triviel altertavle i Nordvendsyssel. Som regel går programmet dog i dialog med nogle ret interessante og spændende mennesker - mennesker, som under alle omstændigheder ikke får mere end 3 sekunder på moderstationen, DR1 (og måske 5 min. på DR 2).
"Mennesker og Tro" er særligt interessant, når det er Anders Laugesen, der står for programlægningen. De andre på redaktionen er kølige og afstandstagende, men ikke Anders. Anders har en dybt menneskelig, hyggelig, undrende, nærmest halv-kejtet måde at interviewe på. Man kan kort sagt kun holde af ham! D. 28. marts havde Anders Laugesen så Johannes Aagard, den tidligere leder på Dialogcentret, i studiet. I løbet af de små 60 minutter samtalen varede, lærte jeg nogle helt nye ting om kristendommen. Ikke teoretisk, ikke teologisk men via sin livsvisdom (og hudløse ærlighed, men det er måske i virkeligheden nøjagtigt det samme?) formåede Johannes Aagaard i klare sætninger at belyse opstandelsen som forudsætning for overhovedet at kunne leve - men kommer i samtalen derudover også særdeles vidt omkring. Han argumenterer bl.a. for Fadervors betydning, følelsernes nødvendighed og fordelene ved økumeni. Radiosamtalen kan i sin helhed høres her. Jeg blev klogere, og det gør du formentlig også!

Krist stod op af døde

Krist stod op af døde / i påske-morgenrøde / thi synger lydt og sjæleglad / hans menighed i allen stad / ære være Gud i det høje / krist stod op af døde / afsonet er vor brøde / thi synger lydt og sjæleglad / hans menighed i allen stad / ære være Gud i det høje / krist stod op af døde / i Himlen vi ham møde / thi synger lydt og sjæleglad / hans menighed i allen stad / ære være Gud i det høje / halleluja / halleluja, halleluja / thi synger lydt og sjæleglad / hans menighed i allen stad / ære være Gud i det høje

Utaknemmelighed

Hvorfor kan man aldrig være glad for at være rask, når man normalt ikke ligger under dynen og skal henslæbe de fleste af påskedagene - og i øvrigt de få ganske fridage, man nu har - med at kigge ud i luften og pleje sin egen dårligdom? Jeg ved det ikke - og lige nu ved jeg det slet ikke. Jeg havde glædet mig som et lille barn til påskeferien, og desværre bliver jeg ikke i stand til at nyde den så meget, som jeg plejer. Æv da osse... Lige nu har jeg kun en prioritet: At blive rask :-(

Den Ultimative Ensomhed

”Jeg ved ikke, om jeg kan høre nogle lyde langt borte, eller om det er bare er noget, jeg bilder mig ind. Luften er tyk, nærmest klæbrig og falder tungt mod huden og ned i mine lunger. Jeg føler, jeg er ved at kvæles, men jeg kvæles ikke. Jeg går et par skridt. Mørket fjerner sig ikke; er lige uophørligt. Jeg siger nogle lyde, men de bliver opslugt af den kvælende luft. Jeg sætter mig på hug og rører ved jorden. Den føles kold og afvisende. Jeg går langsomt rundt i mørket og prøver at finde noget, jeg kan komme i kontakt med. Her er ingenting. Kun jorden, luften og mig selv. Jeg forsøger at finde en væg, en eller anden genstand, som jeg kan registrere ud over mig selv. Her er Intet.

Kun jeg er her. Med alle mine sanser fuld intakt. Jeg registrerer alt, men her er intet at registrere. Jeg kan kun registrere, at jeg er her, og det er ikke til at holde ud.

I sommers havde vi et skænderi i min familie, mens vi var i sommerhus. Min niece på to år kommer uforvarende ind i sommerhuset, mens bølgerne går allerhøjest. Hun fornemmer lynhurtigt den knusende dårlige stemning og stikker i et hjerteskærende hyl. Hun står helt alene med sin bamse på gulvet. Alene. Bare græder. Der er ingen, der rører sig i flere sekunder. Det er slet ikke til at bære. Med tårer i øjnene løber jeg hurtigt hen, løfter hende op og går udenfor. Ud i lyset og luften. De hårde ord sidder stadig i kroppen. Men nu fortaber stemmerne sig, og min niece glemmer hurtigt. Nu er der ikke længere noget, der gør hende bange, og hun begynder at småpludre.

Her er ingen til at trøste. Der er slet ingen, der kender begrebet ”trøst”. Kun mig, og det gør smerten endnu større og uudholdelig. Jeg får en usigelig kvalme.”

Tankerne om Helvede er det, jeg har det allersværest med, når jeg tænker kristendom. Men uanset hvordan jeg har det med det, tror jeg, det er en realitet. Og derfor håber jeg, at så få som overhovedet muligt kommer til at opleve det.

De er gamle, fallerede rock-stjerner, men alligevel har jeg jo betalt 488 kr + ørepropper for at komme så tæt på Bono & Co. som overhovedet muligt, når de spiller i Parken d. 31. juli. Og jeg siger på forhånd undskyld. Undskyld, fordi jeg fik en billet uden at fryse mine fingre af i ti timer foran Fona. Undskyld, fordi jeg fik en billet uden at ligge tænderklaprende i en sovepose i flere nætter i træk. Til gengæld brugte jeg en pæn slat penge for at kunne deltage i det nu berygtede billet-forsalg - trygt og godt foran computeren. Så nu ikke al den brok og misundelse ;-) Det kunne I andre jo også bare have gjort!

Sagde jeg "fallerede"? Jeg løj :-)

Kaster håndklædet i ringen, melder kort sagt pas. Inden for de næste 3 uger vil jeg:

• Begynde at abonnere på "Ingelise - Alt Om Håndarbejde"
• Sige "Det har jeg ikke lige overvejet - og hvad mener du egentlig?", hver gang nogen stiller mig et spørgsmål
• Sige "Tihi - hvor er du sjov", selvom jeg absolut ikke mener det
• Sige: "Eeeej, det mente jeg ikke" efter den mindste lille sarkastiske bemærkning
• Nå, ja holde op med at være sarkastisk over for andre end en lille udvalgt skare
• Bage fire - forskellige - kager hver dag, hvoraf mindst tre skal pyntes med sæsonens frugt

For bagefter at lægge mig til at dø og håbe, at jorden vil opsluge mig...