Grosbøll gange 100, gange 1000, gange ?

Den kølige hvidvin er drukket, talerne er holdt, og roen er igen faldet over hyggelige Lyngby-Taarbæk efter Thorkild Grosbølls vanvittige genindsættelse. Thorkild selv leverede den forventede tandløse, sky prædiken, TV-2 havde i dagens festlige anledning taget deres "egen teolog" med ind for at høre på, hvordan Grosbøll mon ville forkynde det glade budskab (hvad denne "teolog" så repræsenterer, står imidlertid hen i det uvisse). Og nu sidder man så her. Uforløst. Det eneste man ved, at man IKKE skal tage til Lyngby-Taarbæk, hvis man vil høre en forkyndelse af Jesus Kristus som Guds søn, verdens frelser. Men Thorkild Grosbøll er jo langt fra at være en enlig svale. Han er symtom på en mangeårig, superliberalisering af de teologiske uddannelsesinstitutioner og hele forkyndelsesgrundlaget. Så spørgsmålene hober sig op. Hvor mange halve og hele ateistiske præster eksisterer der på landsplan? Hvorfor må hele Plan B-holdet, Lars Tjalve & Co. i øvrigt slippe, når Grosbøll ikke må? Hvor mange Grosbøller putter sig egentlig rundt i de danske by- og landsbykirker? Ikke alle danske præster ville jo have Grosbøll for en præsteret. Hvad gemmer der sig bag den statistisk? Ingen aner det.

Mange har taget konsekvensen og forladt den synkende skude, der hedder folkekirken. Hvad skal vi med en folkekirke, hvor mindretallet, halvdelen eller flertallet af præsterne er så hedenske, at de udgør en potentiel målgruppe til Dansk Ateistisk Selskab? Eller som måske kun delvist tror på en eller anden Gud/gud? Det er noget sørgeligt misk-mask, og mange gider ikke mere. Fuld forståeligt. Jeg har også selv for en stund søgt andre græsgange, men er imidlertid vendt tilbage til folkekirken - til en præst, der forkynder Guds ord. Det er absolut ikke en selvfølge.

At være ateist

Nogle gange tænker jeg på, hvad jeg egentlig ville tænke og gøre, hvis jeg var ateist. Hvordan mon det ville føles at stå op om morgenen, hvis dette liv var det eneste meningsfyldte? Hvordan mon det ville være ikke at være ubetinget elsket af en Gud, der er indbegrebet af al kærlighed? Hvordan mon det ville føles at gå ubetinget op i sit Arbejde, Politik, Lejlighed eller Kæreste, fordi det jo nu engang var det eneste, der var? Hvordan mon det ville føles at tænke på døden som noget endeligt?

Svaret er: Jeg ved det virkelig ikke. Jeg tror, jeg ville have en eller anden form for konstant dødsangst. Gå rundt med en følelse af "panik før lukketid", fordi dette liv skulle presses for alt, hvad det overhovedet kunne presses for. Og mere til. Og det hele kunne kun gå for langsomt. Jeg ville virkelig ikke vide, hvad jeg helt konkret skulle gøre af mig selv. Rejse jorden rundt 30-40 gange for at slippe for min rastløshed. Opstarte nye projekter. Føle mig tynget. Ufri. Aldrig få nok. Drikke mig fra sans og samling. Springe ud fra Knippelsbro. Jeg ved det ikke.

Jeg har af og til følt mig forladt af Gud. Også virkelig forladt, hvor Gud bare var en fjern, ligegyldig abstrakt størrelse uden indflydelse på min tilværelse. Det har været de absolut værste perioder i mit liv, hvor jeg var tynget af stor sorg og meningsløshed. Men selv i disse perioder var der alligevel ikke helt mørkt. Der var altid et svagt tusmørke eller svagt daggry, om man vil. Et lillebitte, flimrende men insisterende lys fra opstandelsen, der trængte ned i min bevidsthed. Jeg har altid vidst, Kristus var derude et sted. Selvom jeg umiddelbart ikke kunne høre ham - og han tilsyneladende ikke kunne høre mig.

Når jeg tænker på disse perioder i mit liv, er jeg fuldstændig målløs, når jeg ser og snakker med umiddelbart glade og helt igennem lykkelige ateister. Jeg bliver også nærmest fyldt af en vis ærefrygt og beundring. Det er uden for min fatteevne, hvordan det sådan helt grundlæggende og konkret kan lade sig gøre. At stå op om morgenen. At leve i og af ingenting - eksistentielt set. Hvordan kan man leve med udelukkende at være kastet ud i verden, at være en eksistens, der skal skabe og konstruere en mening helt fra bunden? En mening, der er fuldstændigt afhængig af ens egne, skiftende og usikre evner? Hvordan kan man leve med det ansvar at gøre sig selv eller andre til Gud...?

...

Lykken er halvandet glas mælk

Et forskerhold i Sverige har fundet ud af, at kvinder, der drikker mere end to glas mælk om dagen, har dobbelt så stor risiko for at udvikle kræft i æggestokkene. Samtidig anbefales det dog, at kvinder drikker mere end et glas mælk om dagen for at undgå knogleskørhed. Den elegante løsning må være at slubre halvandet glas mælk i sig hver dag. Eller behændigt undgå alle nyhedsmedier.

Trier: Bush er et røvhul

Tja, ved vi ikke godt det? Hvorfor bliver det pludselig mere sandt og vedkommende, når ordene kommer fra en filminstruktør? Er det fordi vi også skal have barnets tilkendegivelse af, at der kun er tale om kejserens nye klæder? Hvorom alting er, JEG kan virkelig ikke udstå Trier, han kunne såmænd også anklages for at være et røvhul. Men who cares hvad jeg mener?? Jeg laver ikke film.

(Men, men når det er sagt, kan vi jo kun være glade for, at der eksisterer sådan nogle som Trier. Ikke nødvendigvis Trier selv, men verden kunne et eller andet sted godt bruge nogle flere Trier-typer. Hvis de da blot som hovedregel ikke var sådanne nogle røvhuller).

Hey- siger du, at jeg også er et røvhul?

Android Paranoid

og ufødte kyllingeskrig
weltschmertz
ulidelig lethed
alle får en faretruende Salieri-misundelse
sigende og intet-sigende
udsletter sig selv og andre på en overlegen facon
skramlende og ligeglade som ubestemte væsener
er ikke af dennne verden

Jeg ser øjnene

Men ser de mig overhovedet
Små isolerede øer af romantisk kærlighed
Skal vi andre sendes til genbrug
De nøgne, hvide vægge vælter
Festrummet eksponeres
Nettet går ned
To mænd kigger surt på mig
Det er for fedt at være ingenting
Beatsene tager over
Stilheden sprænger luften og giver mig kvalme
Traditioner brydes
Et jordskælv maner mine tanker til tavshed
Jeg er ikke alene
Var der nogen, der anede, at de kunne have problemer i parlivet?
De små, glade øer?
Rejsefeberen giver mig klaustrofobi
Var det det værd?

i want to run

i want to hide i want to tear down the walls that hold me inside i want to reach out and touch the flame where the streets have no name i want to feel sunlight on my face i see the dust cloud disappear without a trace i want to take shelter from the poison rain where the streets have no name where the streets have no name where the streets have no name we're still building then burning down love burning down love and when i go there i go there with you it's all i can do the city's aflood and our love turns to rust we're beaten and blown by the wind trampled in dust i'll show you a place high on a desert plain where the streets have no name where the streets have no name where the streets have no name we're still building then burning down love burning down love and when i go there i go there with you it's all i can do our love turns to rust we're beaten and blown by the wind blown by the wind oh, and i see love see our love turn to rust we're beaten and blown by the wind blown by the wind oh, when I go there i go there with you it's all i can do

Make Poverty History - update

Fra www.makepovertyhistory.org:

On the day his new cabinet meets for the first time, Tony Blair will receive demands from 2.5 million British people - to put the crisis of world poverty at the top of his agenda and lead the world to Make Poverty History.
Before the election Tony Blair said he would work night and day to make poverty history. Now millions of people want to ensure he keeps that promise as he prepares for the G8 in July.
Six African women, themselves supporters of the campaign, will be among those delivering thousands of letters and postcards to Downing Street.
More than 2.5 million people calling on the prime minister to act have all bought a white wristband as a symbol of their commitment.
Over 300,000 people have sent personal messages to Mr Blair by text, email or postcard. More than 45,000 have attended major campaign events in London - the Nelson Mandela rally and the trade justice vigil.

Min helt Steen

Der et eller andet grundlæggende fascinerende ved Steen Møller. I kender ham måske ikke? Han er en af projektmagerne bag Friland, et byggeprojekt, hvor det på eksperimenterende vis forsøges at bygge billige huse af uforarbejdet naturmateriale, især halm men også klude, muslingeskaller og andet godt fra havet. Hovedidéen bag Friland er, at man pga. det billige bygemateriale og gør-det-selv-arbejdet forholdsvist hurtigtbliver gældfri, imodsætning til stort set alle andre steder i dette land, hvor man jo bruger det meste af sit liv på at betale af på mursten. Egentligt ret skørt at være slave af sine huslån, ikke? Det mener Steen Møller også, men i modsætning til mange andre forsøger han rent faktisk at gøre noget ved det. Han handler. Han lever alle sine drømme ud. Det er som om, han aldrig har hørt om ordene "norm", "karriere", "globalisering" osv. , og hvis han har, skider han højt og flot på dem - en efter efter en. Det bedste ved Steen Møller er, at han ikke en mærkelig øko-flipper, der som en anden sundheds-apostel forsøger at omvende alle med sine idéer. Tværtimod, han argumenterer for sine valg med en vis ivrighed og tilkendegiver samtidig, at han prøver sig frem, og at andre da kan prøve idéerne af, hvis de kunne få lyst til det. Og det har man da. Men gør man det?

www.dmiindsamling.dk

Donér!